Kopan…og de første indtryk 🙏

( små udpluk fra min dagbog.)
….så er jeg på vej, endelig – væk fra det pulserende hektiske crazy indre by i Katmandu. Væk fra gadesælgerne, bilerne, menneskerne og hundene….væk fra larmen, den ydre uro, fristelserne, kontakten….væk fra omverden og på vej op på bjerget, bjerget der ligger lige der lidt ude i horisonten. Et lille bjerg, foran de store majestætiske smukke bjerge, med et meget meget smuk kloster. Siddende i den lille Taxi med alt min bagage, nervøs og spændt….hvad f….har jeg egentligt gang i!! Alle mulige følelser løber igennem mig, vi kører vildt op igennem de små gader der er fyldt med mennesker, dyr og affald…nysgerrige blikke kigger ind i bilen, vi snore so op igennem de overfyldte gader imens støvet og osen omfavner bilen. Til sidst rammen vi en stor rød orange port! Det er her, jeg er her… vi kan ikke komme videre!

Portnerne åbner døren med et stort venligt smil og hilser mig velkommen med et Namaste. Jeg mærker det første skridt ind i en ny verden. En helt helt speciel energi suser rundt i min krop, stille men intens – jeg smiler helt ind i mit bankende hjerte og går med alt mit opbakning op ad den lille bakke til reception hvor jeg bliver modtage af 2 munke. De er flinke og behjælpelige mensmiler ikke så meget, men hvad mon de egentligt ikke også tænker over alle os – 280 mennesker – der kommer for at møde buddhismen og indtage deres kloster i en måned! Efter min indtjekning, blev jeg vist ned til min seng i et 4 værelses dorm! Jeg er den første ankommende og får pakket ud, der er ikke mange møbler på værelser, 4 gamle træsenge, en reol samt et skrivebord. Elsker det, det er helt perfekt for jeg har ikke brug for mere. Mit nye hjem.

Der er 2 etager i denne her bygning og 6 værelser på hver etager, der er 4 toiletter…squat toiletter…. og 2 baderum til deling…med sol opvarmet vand…men har efterhånden oplevet en del på alle mine rejser, så jeg smiler og tænker at dette er så fint og simpelt…:)

Liggende i min seng, lyttende til de forskellige nye lyde, mærker jeg livets energi suse rundt indeni, har lyst til at være stille hele tiden. Jeg havde det sidste opkald hjem til Ulrik her til aften…et øjeblik vi begge havde set frem til med mange blandede vilde følelser. Skypede også med min far i går, han var også lidt nervøs for tanken om at han i 4 uger ikke ville høre fra mig eller kunne komme i kontakt med mig. Det var en skøn følsom samtale. Men det var faktisk helt dejligt at indlevere min telefon til receptionen efter vores lidt svære farvel. Nu er det gjort og jeg kan koncentrer mig om dette smukke kursus uden at blive kastet tilbage til min verden derhjemme, følelserne, bekymringerne – Den sidste kontakt til verden udenfor. Ingen forstyrrelser, sms’er der skal svares op, ingen nyheder el mails, ingen tv. Jeg er vild med det!!
Stilheden breder sig og jeg falder stille i søvn. Våger tidligt, ligger og vender og drejer mig – kan ikke sove, har uro i kroppen men mit sind er stille. Går over i spisesalen og stiller mig op i køen til morgenmaden. Mange snakker sammen allerede, nogen er mere indelukket og andre tuller bare rundt og prøver at finde deres plads her midt imellem alle de mennesker her er. Det bliver min tur, tager min tin skål og ske, øser den lidt halv tynde risengrød op, til min store overraskelse er her også mysli og hjemmebagt brød!

Går hen til et af de mange borde, her er udsigten eventyrlig. Spiser i stilhed, smager på maden og smiler for mig selv og kigger ud på solestrålerne der danser på bjergene. Jeg er her. Stedet vrimlede med folk fra hele verden i alle aldre og med alle mulige forskellige grunde til at deltage i lige netop dette her kursus, på dette tidpunkt – Så dyb og intens en energi der er samlet på et sted. Fuglen flyver om kap med flyene der letter derude i horisonten, smoggen ligger tæt om husene og larme ruller rundt på himlen men når aldrig helt herop. Vi skal mødes over i den flotte farverige Gompa om lidt – en Gompa er en stor meditations hal i selve Kopan klosteret… Jeg var derover i går, så storslået og smukt udsmykket med masser af Buddhaer, farver, blomster, statuer og lys og vandskåle. En kæmpe 6 meter høj guld Buddha pryder bagvæggen og foran står der 2 troner. Den store trone er smukt udsmykket og der står et stort billede af Dalai Lama. Den anden trone er når Guru Lama Zopa Rinpoche er tilstede og underviser munkene.

Siddende i Gompa’en. Vi er færdig med vores intro møde….Jeg er helt rolig og alle mine sanser er vidt åbne. Jeg sidder på mine puder og er livet evigt taknemmelig. Vi har fået udleveret en fin stof lomme med alle vores bøger og regelsæt for den kommende mdr. En oversigt over stedet og vores daglig dag som ser sådan her ud:

5:30 Prostrations for de 35 Buddha’er.
6:00 Morgen Tea.
6:30 Morgen Meditation.
7:30 Morgenmad.
8:00 Karma Yoga.
9:00 Undervisning
11:30 Frokost.
14:00 Diskussions Grupper.
15:30 Undervisning.
17:00 Eftermiddags Tea.
18:00 Meditation.
19:00 Aftensmad.
20:00 Meditation/Undervisning.
22:00 Lyset Slukkes

Jeg vågner tidligt, klokken er 4, men kan ikke sove mere…jeg er spændt og nervøs. Ligger stille og venter til det er tid til at stå op. Jeg tumler rundt i mørket for ikke at vække de 3 andre i mit værelse. Famler mig frem og møder nogle af de andre kvinder på toilettet. Selvom vi skal være stille og ikke må snakke, så fungere det hele med små fagter og smil til hinanden. Jeg tager min stof lomme mappe med alle mine nye fantastiske bøger under armen, holder dem tæt indtil mig, min lommelygte og har pakker mig godt ind – her er mega koldt kl 5.10 om morgen!! Går ud i mørket og kigger op på den store runde lysende mystiske måne. Den virker så tæt på og den oplyser næste hele klostret. Jeg går op ad de mørke trapper, er tæt på at falde…jeg mærker andre skikkelser der lister afsted derude i mørket. I de fjerne begynder munkene at chante. Chanting findes i næsten alle former for åndelige traditioner i verden. Men i den Buddhistisk sammenhæng er det både en måde at gøre sig klar i sindet til meditation, men først og fremmest bliver det brugt som en recitation for at huske teksterne for lovprisningerne. Hvad man kan huske udenad er der ingen der kan tage fra én. Så hvis bøgerne blev væk, blev brændt eller hvis de skulle blive slidt og forgå, har man visdommen i sin hukommelse for evigt.
Den smukke chanting kommer ud af de åbne vinduer, jeg er så nysgerrig så kan ikke lade være med at kigge ind. Munkene helt ned til 5-6 års alderen sidder side om side i deres røde rober og chanter. De synger med høje stærke stemmer visdommen ud i mørket. Det er lidt hyggeligt og meget meget smukt. Hen over pladsen kommer 2 andre munke slæbende med store tin kander, de er fyldte med Butter Tea til lærerne og munkene. Står bare stille og lytter og oplever.

Jeg går op ad trapperne til gompaen, stiller min sko udenfor sammen med alle de andre 280 par sko og går ind i den stor sal. Finder min puder, min plads og sidder med lukkede øjne. Igen får jeg den vildeste følelsen af, at jeg har været her før og mærker energien strømme fra toppen af mit hoved og op i himlen og tilbage igen. En strøm af energi frem og tilbage så mine små hår på armene rejser sig og energien summer ned i fødderne. Jeg mærker det her sted så meget. Hele klostret er indhyllet i en helt mystisk spirituel atmosfære og man mærker hele tiden den dybe historie her ligger i både den tibetanske buddhisme og historien og selve stedet her. Kopan Monastrey.

Vi synger nogle bønner og går i gang med at lave de 35 prostrations for de 35 Buddhas. En prostrations er en bevægelse der laves på denne måde:
Man står ret op, samler håndfladerne og tager hænderne op på hovedet. Fører hænderne ned til munden og ned foran hjertet. Falder ned på knæ, ligger sig fladt. Strækker sig lang med armene fremad. Samler håndfladerne og løfter hænderne, mens man har panden i jorden, skubber sig så tilbage på knæ, kommer op og stå og samler hænderne i Namaste.
Alt dette gøres imens vi siger nogle forskellige bønner til de forskellige Buddha’er og tænker på ting eller hændelser man har gjort eller sagt i ens liv og beder om tilgivelse herom, samt beder om tilgivelse for gerninger gjort i tidligere liv.
Jeg husker den første dag jeg udførte disse prostrations. Jeg havde virkelig denne vilde strittende-imod følelse samt en nysgerrigheds følelse der kæmpede en indre kamp. Det var virkelig grænseoverskridende.

Men da vi sidder stille i lotus stilling bagefter har jeg en meget dyb ro, tilgivelse af mig selv rulle rundt dog på en svær måde, men alligevel var det en slags forløsning…jeg ved ikke om det er de 35 Buddha’er der ligefrem tilgiver mig…jeg føler mere at tilgivelsen kommer helt indefra fra mit inderste jeg. Jeg tilgiver mig selv, jeg sætter mig selv fri – tilgiver mine handlinger, mine tanker og sagte som usagte ting. Jeg finder det efter nogle dage mere og mere befriende at stå op før solen, mærke mørket og observerer morgen duggen i de store edderkoppespind der snore sig buskene og træerne… jeg overgive mig til naturen og til roen.

Vi skal være i silence fra kl 20 om aftenen til kl 14 næste dag. Jeg har valgt at være i silence hele tiden, undtage når vi er i vores diskussions gruppe. Jeg ved ikke hvad det er, men jeg nyder stilheden og det jeg ikke hele tiden skal forholde mig til andre mennesker og hvad de gennemgår og hvad de kommer fra. Måske lidt egoistisk, men det virker rigtigt for mig. Vi bliver også fortalt af vores lærer at, vi ikke er der for at få venner men for at træne vores sind, vores tanker og handlinger. Jeg bliver mere og mere nærværende og alle de almindelig gøremål vi gør igennem en dag bliver gjort med et stille sind. Når jeg spiser i stilhed smager jeg maden meget mere, jeg spiser langsommere og derved helelr ikke så meget. Jeg tænker over hvem der har lavet maden, bragt rå varerne til klostret, hvem der har høstet dem og sået dem. Alle er med i mine måltiden, tænker I sommetider over det?

Når jeg børster tænder er jeg nærværende, mit bad hver 3 dag er isende koldt men rensende, når jeg læser eller går tur i den smukke have mærker jeg hvert et skridt på jorden og høre de mindste lyde i stilheden omkring mig.

Jeg tænker slet ikke på hvordan jeg ser ud, jeg bruger ingen make-up eller smykker. Jeg har 2 sæt løst tøj jeg skifter med – det er noget af det mest befriende jeg føler, jeg kunne være her for evigt. Det er en mystisk tryghed det giver, at give fuldstændig slip på alt det ydre og bare finde ind til hvem jeg er….min bevidsthed…og min bevidsthed om:

jeg er ikke min krop, jeg er ikke det tøj jeg har på, jeg er ikke mit job, jeg er ikke mine venner el familie, jeg er ikke mine forventninger el bekymringer, jeg er ikke mine følelser, jeg er ikke mine tanker…

“Mind is not something esoteric substance in the background that does the experiencing,; it is the experience itself”
Jeg bevæger mig dybere ind i den buddhistiske psykologi og forståelsen vokser og bliver mere og mere klar jo dybere ind i kurset vi kommer.

Written By
More from Sally

Beijing ➡ Tibet

….vågnede i min køje, ondt i ryggen og lidt besvær med at...
Read More

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *